Tilbage til Gårdens historie

Tilbage til Mine 7 flyverhelte

Tilbage til Svend Andersens erindringer

Aastrupgaard under 2 verdenskrig                                                                                                                                        

I forbindelse med 40 års dagen efter 2. verdenskrig var min bedstefar Svend Andersen og andre lokale borgere på besøg på kommunens skoler for at fortælle om deres oplevelser fra krigens tid. Min bedstefar fik stikordet "Den engelske flyvers nedstyrtning". Her er hvad min bedstefar fortalte til eleverne.

Foredrag holdt på Brædstrup Skole den 2. maj 1985
Vi vil i disse dage over hele landet mindes befrielsen den 5. maj, 40 års dagen efter 2. verdenskrig. Det var så stor en oplevelse for vor generation, at det kan vi aldrig glemme.
Det, at kunne tænke, tro og tale frit, er så stor en skat, som kun befriede mennesker kender til. Det er nok svært for jer unge at kunne forstå den tid, vi gennem de 5 år måtte igennem. Jeg er født i 1909 og har således oplevet 2. verdenskrig, plus den 9. april 1940.
Det ville nok være nærliggende at fortælle om vor dagligdag i landbruget, og hvad der fulgte med af ubehageligheder.

Vi var ikke længere frie mennesker. Den hverdag, vi var vandt til, blev totalt forandret, da tyskerne besatte Danmark. Lad mig nævne enkelte ting, bilerne blev klodset op, og dæk til cykler kunne ikke købes. Tøj af celluld var af så dårlig kvalitet, at det blev dobbelt så stort, når det blev vasket, hvis det i det hele taget kunne købes. Vi havde rationeringsmærker til alt: sukker, smør, brød, kaffe, mel og margarine. Brændsel var et stort problem. Vinteren 1941 og 42 var de hårdeste i mands minde. Roer og kartofler frøs ligesom vandrørene i jorden, og vi fik først vand igen langt hen i maj måned.

Vi havde mørklægning, der måtte jo ikke kunne ses lys udefra. Cykler og biler havde kun en smal stribe med lys, så de kunne ses i mørket (og dem kørte der ikke mange af) Det var dengang bilerne kørte med kakkelovn, som lavede gas. Der blev i de år produceret en stor mængde brunkul og tørv, som ikke alle var lige gode. Stubbene fra træerne blev brækket op, og alt, hvad der kunne brænde, blev udnyttet.

Vi manglede kraftfoder til køerne, gødning til markerne. Vi avlede en del ærter, lupiner og hør, så vi på den måde skaffede protein til malkekøerne. Vi skulle aflevere kornet til staten, fra Aastrupgaard skulle vi levere 325 tdr. Vi måtte beholde et bestemt kvantum pr. hest og ko, og der skulle være kontrol på, når vi tærskede. Dengang var der jo ikke noget, der hed mejetærsker.
I krigsårene fik vi 1 tons spild om ugen, som vi kogte til grisene (LAB Horsens). Vi måtte så supplere med det kvantum korn, som vi fik lov til at beholde.

Der blev brændt rug i en pande over komfuret, som der senere blev lavet kaffe af og bygmel blev lavet til sovs, - det smagte modbydeligt. Vi måtte også supplere med hvede. Hveden blev malet så fint, som vi kunne, og det sigtede vi. Så kunne vi bruge det til sovs og brød.
Det var ikke nemt at få rationeringsmærkerne til at slå til. De blev udstedt til en måned ad gangen. Sukker ½ kg. pr. mand var jo ikke meget. Vi lavede en aftale med vore folk, 3 karle og en pige, at de hver fik en pose med sukker, så de fandt ud af, at de skulle spare, såfremt der skulle være noget til sidst på måneden.

Vi var i disse år tit uden lys og strøm. Tyskerne anbragte en masse balloner med en stålwire flere hundrede meter oppe i luften, for at beskytte deres byer mod allierede flyvemaskiner. I stormvejr rev de sig løs og drev op over Danmark. Her rev de vores el ledninger ned.

Jeg vil også nævne angrebet på Shellhuset hvor 200 mennesker mistede livet. Ved en fejltagelse blev den franske skole ramt, hvorved 93 skolebørn blev dræbt. Vi så nogle af Mosquito maskinerne, da de fløj tilbage. De fløj så lavt, at vi kunne se over maskinerne. De fløj lavt for at tyskerne ikke kunne se dem på deres radarer.

I de år blev der oprettet en del foredragsforeninger lokalt, og der blev sunget meget i højskolesangbogen. Der var jo ikke andre aktiviteter. Det hjalp til at glemme vores situation under besættelsen og de daglige fortrædeligheder, som vi var påført af nazisterne. Det er ikke rart, når man ikke er herre i sit eget hus og land.
Vi kan sammenligne den tid med, hvad vi i dag hører og læser om Iran og Irak. Der findes ingen tryghed. Det viser den store flygtningestrøm bl.a. til Danmark. - At religion og menneskeret bliver trådt under fode, af anderledes tænkende er nazismens rædsler om igen.

Der vil altid være undtagelser, ligegyldigt hvilket land det er. Det måtte vi også erkende - der var en del, der gik fjendens ærinde f. eks. stikkerne og feltmadrasser (piger, der gik med tyskerne) De blev klippet skaldet, når man fik fat i dem.
Vi havde også folk med en hel anden indstilling - her tænker jeg på frihedskæmperne, der med livet som indsats gjorde Danmark kendt udenfor landets grænser. Dem må vi aldrig glemme.

Likvideringer, forfølgelse af jøder, koncentrationslejre, lidelse og død, de fem forbandede år, kan I læse om i litteraturen. Der er jo skrevet en del herom, såfremt det interesserer jer. TV serien "Europa i flammer" som lige er vist i fjernsynet kalder en del minder frem for os, der oplevede krigen.

Jeg var i England i 1952, og så en hel bydel jævnet med jorden af tyskerne. Det var raketter V1 og V2, førerløse fly med en enorm sprængkraft. Vor rejseleder fortalte at 12.000 mennesker mistede livet ved disse angreb.

Jeg vil nævne natten til den 27. august 1944, hvor en engelsk bombemaskine blev skudt ned på vor mark tidlig om morgenen. Alle 7 flyvere omkom. Tyskerne omringede marken. De nysgerrige skulle holdes væk, og dem var der mange af. En sønderjyde forklarede en tysk officerer, at det var min mark, maskinen var skudt ned på. Vi måtte ikke komme vraget nærmere end 25 m. Det var et frygteligt syn. Dele af flyverne og stumper af maskinen lå spredt mellem hinanden, og det lugtede af brændt kød. Der var 4 store kratere, hvor hver motor havde boret sig ned. Vragdelene lå over et stort område. Halehjulet var intakt men slynget 200 m væk. De store landingshjul brændte i flere timer, og en masse ammunition eksploderede i lang tid efter. Vi har siden fået oplyst, at maskinen vejede 16 tons, så der blev blev kørt mange billæs derfra. Vragdelene skulle jo til Tyskland og smeltes om.

Resterne af flyverne blev puttet i papirsække og kastet i et hul på Gl. Rye kirkegård. Efter krigen satte hjemmeværnet og turistforeningen en natursten på graven. Gravstedet er siden blevet suppleret med Royal Air Force gravstene med flyvernes navne, numre og rang.

Tyskerne gik vagt ved vraget i ca. 14 dage. Der måtte jo intet fjernes. Vi hentede staldfoder et stykke fra stedet, hvor maskinen lå. Vi havde set en lang bjælke i nærheden af staldfoderet, som vi gerne ville have fat i til brug for et mindesmærke. Byrådsmedlem Rasmus Due Andersen var karl hos os. Han fik bjælken i bunden af vognen og så staldfoder ovenpå. Vagten savnede den nok og fulgte Rasmus et stykke hjemad. Soldaten brugte mund på tysk og Rasmus på dansk. De forstod ikke hinandens sprog, det kan sommetider være en fordel.
Vi fik bjælken op på loftet og dækket til med halm. Da krigen var forbi, fik vi smedemester Ibsgaard, Træden, til at lave korset, som det står i dag. Han kunne også smelte noget af metallet til en lille plade, hvor vi senere fik flyvernes navne indgraveret.

Vi havde i foråret 1946 besøg af tre engelske officerer med en dansk tolk. De rejste rundt i landet for at finde oplysninger om deres savnede landsmænd. En lille metalplade (hundetegn), som vi havde fundet med nr. og navn, var med til at bestemme maskinens fabrikat og nr., samt navnene på besætningen, der fløj maskinen.

I byrådssalen i Horsens hænger der en broderet mindetavle med navnene på 47 RAF flyvere, der mistede livet her på Horsens egnen. Det er broderet af Emilie Henriksen, Boring ved Rask Mølle og skænket til Horsens Byråd.
Købmand Ole Krawl, Horsens, der er meget interesseret i de nedskudte maskiner og de efterladte, har ved mange lejligheder rejst rundt med de pårørende og ført meget korrespondance med dem.
Den 17. juni 1946 fik vi den første kontakt med en af de pårørende. Eliza White, moderen til en af de omkomne flyvere, Jack White. Vi fik så navnene på de omkomne, deres alder og rang. De havde den nat været over Tyskland (Danzig - bugten) for at kaste miner. Maskinen havde tømt sin last, da den blev skudt ned.

Fotograf Jørgensen, Brædstrup, tog billeder af mindekorset efter det var blevet sat op. Vi sendte billeder til alle de pårørende, som vi har fået mange taknemlighedsbreve fra. Mange af de pårørende har besøgt os.
I juni måned 1976 havde vi besøg af den 82-årige Eliza White og datteren Marian. De boede hos os i 8 dage. Det var rørende at se den gamle dame dvæle ved sin søns sidste hvilested (blodet er trods alt tykkere end vand) Moderen har hvert år siden 1946 sendt julebrev og penge til en blomst til mindesmærket.

Fra Canada har vi haft flere besøg. Donald Pittis fandt frem til Brædstrup. Han kunne ikke dansk, men havde et fotografi af korset med. Efter mange henvendelser var der endelig en, der kendte til billedet. Dorothy Pittis (søster til navigatøren James Balfour Russell) og siden datteren Rosemary har også besøgt os.
Den 9. september 1984 havde vi besøg af Palmer og hans kone, der var sekretær på en Royal Air Force base i England. Palmer fortalte, at han efter sin moders død fandt et brev med mit navn og adresse. De var tre brødre, og alle var piloter i RAF. Den ene fløj på Japan og overlevede krigen. Broderen George William Palmer blev skudt ned her ved Åstruplund. Broderen der besøgte os var 12 år, da storebroderen blev meldt savnet. Han fortalte, at der efter krigen blev sendt en masse uåbnede breve, og den uvished, der var om hans skæbne, var hård for familien. Broderen, der besøgte os, fløj også i RAF til han blev 40 år. Siden blev han politibetjent. Vi havde 3 hyggelige timer sammen, hvor mit barnebarn Kirsten Lund var tolk. De var søde og intelligente, som vi gensidig havde meget glæde af. Palmer fik en generator fra den nedskudte maskine, et klenodie for ham. Det er mærkeligt at et stykke af maskinen efter 40 år igen er i England. Vi nød at kunne glæde ham med dette stykke af maskinen.

Jeg håber ikke, jeg har trættet jer med denne lange beskrivelse. Når min generation er væk, er der jo ingen der kan fortælle om begivenhederne fra den tid. Vi, der har haft det på nærmeste hold, vil aldrig glemme det. De satte livet til, for at vi kunne leve i et frit land.
Jeg har tit tænkt på, at der kunne skrives en egnshistorie her fra Brædstrup og omegn. Vi har jo egnsarkivet, hvor der findes mange oplysninger om en svunden tid. Der er jo en masse begivenheder og historier, som kommende slægter kunne være interesseret i. Bolden er givet op, hvis der er nogen, der vil fortsætte.

Tak fordi I lyttede.

Åstruplund den 2. maj 1985

Svend Andersen

Tilbage til Svend Andersens erindringer

Tilbage til Mine 7 flyverhelte

Tilbage til Gårdens historie