Både februar, marts og april har været usædvanligt tørre, hvilket har gjort, at forårsarbejdet ikke er blevet forsinket af regn. Kornet blev allerede sået færdigt den 4. april, hvilket er tidligt. Den sidste afgrøde, jeg skulle så, var vårspelt – en afgrøde, jeg ikke har arbejdet med før. Planen var at så den i rækker, men det viste sig ikke at være muligt. Speltkornet, der stadig sidder i aksene, er lidt lodden og stoppede i sårørene på såmaskinen, hvilket gjorde en ordentlig såning umulig. Jeg måtte derfor låne en anden såmaskine med almindelig rækkeafstand fra en god kollega. Det betyder, at spelten nu er sået med normal rækkeafstand, og radrensning ikke kan udføres. I stedet vil jeg snarest etablere udlæg i afgrøden.



Skriv et svar