Gennem de seneste år har mine naboer, Stine og Frederik, skabt en flot og meget populær virksomhed under navnet Gaardens Grønt. De dyrker og sælger blomster, jordbær, græskar, ærter og kartofler – enten til selvpluk eller direkte fra deres hyggelige bod. Hvis du er nysgerrig, kan du besøge deres hjemmeside ”her”.
Naboskabet med Gaardens Grønt betyder også, at jeg har valgt at bortforpagte cirka en tredjedel af vores jord til virksomheden. Baggrunden for beslutningen er, at jeg ønsker at trappe ned efter mange år som fuldtidslandmand. Jeg ser frem til at forfølge nye interesser og nyde den frihed, det giver.
Dette markerer begyndelsen på et kommende generationsskifte. Vores mål er, at en af vores sønner på sigt skal overtage gården – ikke som fuldtidslandmand, men som ramme for en familie, der kan glæde sig over den smukke natur og de muligheder, stedet giver.
Jeg kender navnene på de tidligere fæstebønder, forpagtere og selvejere på gården helt tilbage til 1688. Mange familier har haft deres liv og hverdag her, og næste år kan min egen familie fejre 100-års jubilæum på gården. Jeg glæder mig til at se, hvordan gården fortsat vil være rammen om nye kapitler for både min familie og Gaardens Grønt.



Skriv et svar