Tilbage til forsiden

Mine 7 flyverhelte

Forord
2. Verdenskrig varede 2.074 dage og nætter. Royal Air Force i England organiserede i den periode over 387.000 bombetogter over fjendtligt eller besat område. Der blev på bombetogterne kastet mere end 955.000 tons bomber. 55.573 allierede flyvere blev dræbt i forbindelse med disse togter, og englænderne mistede 8.953 bombefly. Et af de mange bombefly med 7 mand ombord, styrtede i august 1944 ned på en mark ved Åstruplund 15 km. vest for Horsens.
Jeg ejer pågældende mark, hvor flyveren styrtede ned. Under 2. Verdenskrig tilhørte marken min bedstefar Svend Andersen.

Dette flystyrt kom til at fylde meget i min bedstefars tilværelse, idet han efter krigen og frem til sin død i 1995 havde kontakt til pårørende til flyverne.
Jeg har gennem mange år lyttet til min bedstefar, når han fortalte om sine oplevelser, og har arvet en del materiale herunder mange breve, som de pårørende skrev til ham for at få oplysninger om deres sønner og mænd. Desuden er der mange personer, der har haft en oplevelse i forbindelse med styrtet.
Et par eksempler er tililende til nedstyrtningsstedet tidlig om morgenen den 27. august eller som graver på kirkegården i Gl. Rye. De pårørende har også bidraget med mange oplysninger. Alle disse forskellige oplysninger har jeg forsøgt at samle sammen med det formål at fortælle en lille smule lokalhistorie, lidt krigshistorie, men vigtigst af alt for at de 7 tapre flyvere ikke bliver glemt.

Flyvende lancaster.   

August 1944
Vi er i krigsåret 1944, året hvor Kaj Munk i januar blev dræbt af tyskerne. I juni henrettes 8 medlemmer af Hvidstensgruppen i Ryvangen, og om sommeren skrev Anne Frank de sidste linjer i sin dagbog. Det er også året, hvor krigen for alvor vender til de allieredes fordel. I sommeren 1944 yder Royal Air Force en stor indsats både før, under og efter D-dag i Normandiet den 6. juni ved bombning af den tyske våbenindustri, deres forsyningslinjer og militærstillinger. " Se hilsen fra General Montgomery til Royal Air Force " her.
Luftkrigen blev udkæmpet med stadig mere avanceret teknologi og voksende grusomhed, begået af både de allierede og af de tyske luftstyrker. Luftkrigen er også en spændende historie om ekstrem teknologisk konkurrence, samt taktisk og strategisk udvikling.

Natten mellem den 26. og 27. august 1944 sender Bomber Command i England 531 Lancaster bombefly på togt. 327 bombefly sendes til Kiel og 174 bombefly til Köningsberg. Derudover sendes 30 bombefly på mineudlægningsoperation ved Kiel og Danzigbugten.
Af de 327 fly til Kiel mistes der 17 fly og besætninger. Turen til Köningsberg med 174 fly koster 4 fly og besætninger. Mineudlægningsoperationen til Danzigbugten med 30 deltagende fly koster 5 fly og deres besætninger. Nattens tab kan herefter opgøres til 5 %.
Flak eller rettere antiluftskyts, som sender granater flere kilometer op i luften, inden de eksploderer samt fjendtlige jagerfly, er hovedårsagen til de store tab for bombeflyene.

Flight Lieutenant Frederick James Dee, Pilot  
Pilot Frederick James Dee & Flight Engineer Jack White

Besætningen
Besætningen, jeg beskæftiger mig med, hører hjemme på flybasen Kirmington i North Lincolmshire, hvor Squadron 166 har hjemsted.
Besætningen på en Lancaster bombefly består af 7 mand. På LM694 er besætningen blandet, den består af 4 englændere og 3 canadiere. 

Først har vi piloten. Det er Frederick James Dee fra Wales, 29 år, gift med Ann i 1943 og kommende far, idet hans kone er gravid. Både pilotens far og bror er aktive i krigens tjeneste. Der er kun piloten til at styre flyet, idet der kun er et sæt styregrejer. Normalt er der to sæt styregrejer på et fly og ofte også en 2. pilot. Under krigen afskaffede man 2. piloten, da der var ret stor mangel på piloter. I stedet for 2. piloten havde man en mekaniker altså en person med stor teknisk indsigt. 
Piloten kunne nogle gange, når han fløj over fredelige områder f.eks. over England, få lidt hjælp af ”GEORGE” autopiloten.
Såfremt piloten sættes ud af spillet, er den øvrige besætning instrueret i at holde flyet i luften og sætte kurs mod England og så springe ud i faldskærm, såfremt man når frem til fastlandet.

Maskinisten er Jack White fra England, 26 år. Mekanikeren sidder ved siden af piloten og sørger for, at motorerne og den megen teknik kører, som det skal. Mekanikeren  skal bl.a. lynhurtigt kunne standse en motor, lukke for benzintilførslen og kantstille propellen i tilfælde af motorbrand. Han skal også sørge for at motorerne hele tiden får den rette mængde brændstof tilført og den rette blanding af ilt og brændstof. Forkert tilførsel af brændstof kan betyde lavere ydelse og dermed faldende flyvehøjde og hastighed. Det kan også betyde flammer ud af udstødningsrørene, der gør flyveren til et lysende mål på nattehimlen for fjendtlige jagerfly. Maskinen er indrettet således, at når alle motorernes instrumenter i cockpittet står lodret, så er alt i orden.

Bombekasteren er George William Palmer, 29 år fra England, gift med Sybil Eileen Palmer og far eller stedfar til Sheila. Palmer sidder i maskinens ”næse”. Når flyveren kommer ind i målområdet, overtager bombekasteren styringen af flyet, indtil lasten af bomber er kastet, hvorefter piloten igen overtager styringen og sætter kurs mod England. Blev bombesigtet fodret med de rigtige tal for højde, fart, kurs, vind og retning, var det meget nøjagtigt. 
Bombekasteren er også maskingeværsskytte, idet der i snuden over bombesigtet er to Brownings 303 maskingeværer. 

Flying Officer George William Palmer, Air Bomber. Mange tak Margaret og Leo  
  Air Bomber George William Palmer & Navigator James Balfour Russell

Navigatøren er James Balfour Russell, fra Canada, 30 år. Han sidder bag piloten ved et lille bord. Navigatørens arbejde er ret vigtigt. De flyver oftest om natten i al slags vejr, nogle gange uden at se andet end tunge skyer og mørke. " Se avisartikel med James Russell " her. Før krigen har Russell vundet de Canadiske mesterskaber i single roning. Som navigatør har han vundet en pris for sin dygtighed til at navigere. James B Russell blev i 1939 forlovet med Elizabeth Adams. Elizabeth kom efter krigen til at hedde Nock til efternavn. I 1997 var hun blevet 80 år og måske alene endnu engang. Med hjælp fra en yngre veninde skrev de til den danske ambassade i Canada for at få oplyst om James B Russells grav stadigvæk eksisterede, da de i så fald ville besøge graven i juli 1997, 53 år efter hun mistede sin forlovede. Der er måske noget om talemåden, gammel kærlighed ruster ikke?

Telegrafisten er William Alexander Holt, 20 år, fra England. Telegrafistens opgave, ud over at have kontakt med England, de andre Lancastere og master bomberen, er også at pejle både egne og fjendtlige flyvere med forskellige former for elektronisk udstyr.

William A. Holt er ikke besætningens sædvanlige telegrafist. Det er derimod Sgt. Tyrrell, der var skrevet på besætningslisten til at deltage på det sidste togt. Tyrrell har været med på samtlige togter, men ikke på denne sidste skæbnesvangre tur. Hvorfor Tyrrell ikke tog med på turen som planlagt, har jeg aldrig fundet ud af. Jeg har adskillige gange søgt efter Tyrrell på nettet uden at kunne finde ham. Han har sandsynligvis overlevet 2. Verdenskrig, og han er derfor ikke længere registreret hos RAF. Tyrrell må have haft det underligt dagen efter, da hans kammerater ikke er kommet tilbage. " Se besætningsliste for sidste mission " her

Tårnskytten er Jacob R. Schafer, 19 år, fra Canada. Tårnskytten sidder oven over bombelasten og kigger op gennem en plexiglaskuppel, hvor 2 Brownings 303 maskingeværer er monteret. Tårnskytten kan se alt, hvad der foregår oven over Lancasteren. " Læs mere og se billeder af Jacob Schafer " her
De projektiler, der anvendes på maskingeværerne i flyene, er ikke ens. Hvert 5. projektil er panserbrydende, og hvert 5. er et brandprojektil. Derudover er der projektiler i et eller andet interval, der giver et lysspor, så skytten kan se, hvad der skydes mod. På dagstogter er patronsammensætningen anderledes. Her anvendes der ikke så mange patroner, der giver et lysspor.

   Flight Sergeant Jacob Schafer Air Gunner   Flight Sergeant John Ernest Fitzgerald, Air Gunner, foto fra The Canadian Letters and Images Project
Air Gunner Jacob Schafer & Air Gunner John Ernest Fitzgerald

Agterskytten er John Ernest Fitzgerald, 19 år, fra Canada. Agterskytten er besætningens øje i nakken. Han sidder med ryggen mod flyveretningen og kigger bagud sammen med sine 4 Brownings 303 maskingeværer. Skyttens årvågenhed er meget vigtig for at undgå angribende jagerfly, der kommer snigende bagfra. Det er også agterskytten, der kan se om bomberne ramte målet. Agterskytten er alene langt fra den øvrige besætning og sidder inde i et lille rum med meget begrænsede bevægelsesmuligheder. Det er hundekoldt, -20 til -30 grader, og det bliver ikke varmere af, at plexiglasset ofte er pillet af for bedre kunne se fjendtlige fly, inden de kommer for tæt på. For at agterskytten og tårnskytten kan holde varmen, sidder de med elektrisk opvarmet tøj på.
Se mere om John Ernest Fitzgerald bl.a. personlige breve, telegrammer og billeder på den canadiske hjemmeside " The Canadian Letters and Images Project " her

Det er besætningens togt nr. 21 fra Kirmington. Besætningen er ankommet til basen den 13. juni 1944. Ifølge et brev, som moderen til piloten Dee skriver til min bedstefar i 1946, er det besætningens 27. bombetogt. Moderen skriver endvidere, at de alle håbede på, at besætningen ville klare 3 togter mere og dermed have taget i alt 30 togter og herefter havde fået et halvt års orlov fra aktiv krigstjeneste. Det må derfor i skrivende stund formodes, at besætningen har fløjet 7 operationer fra en anden eskadrille og flybase før Kirmington. " Se detaljer over besætningens bombetogter fra Kirmington " her

Det forholdt sig således, at flyverne efter at havde taget en turnus på 30 togter fik et halv års orlov. Efter dette halve års orlov skulle man igennem en turnus på 20 togter. Overlevede en flyver to runder, hvilket vil sige 50 togter, kunne RAF og militæret aldrig mere kræve noget som helst af pågældende.  Der var ikke ret mange flyvere, der kom så langt. Ud over en god uddannelse, godt udstyr og eksemplariske samarbejdsevner blandt besætningens medlemmer skulle man være ekstremt heldig for at overleve. De unge mænd, der troede, de var udødelige, havde som regel ikke held nok.

Såfremt man overlevede de 5 første togter, kunne man kalde sig erfaren. Det var under de første togter, man oplevede de største tab. De nye besætninger havde ikke den nødvendige erfaring, der skulle til for at undgå antiluftskyts og fjendtlige jagere. Der var også store tab hos besætninger, der nærmede sig de 30 operationer. Det skyldtes i nogle tilfælde, at man overvurderede sig selv og undervurderede fjenden. Hos andre besætninger skyldtes det, at nerverne var så tyndslidte, at der blev begået tåbelige fejl.

Cockpittet hvor piloten og maskinisten sidder. 

Lancaster bombeflyet
Lancaster bombeflyet LM694 er splinternyt. Flyet er blevet leveret til Kirmington flybasen tirsdag den 22. august og har kun haft 15 flyvetimer inden det sidste bombetogt.

Lancasterflyene blev produceret fra september 1941 til februar 1946 og var det førende engelske bombefly under 2. Verdenskrig, kun overgået af det amerikanske B-17 bombefly. Lancasteren skulle efter sigende have nogle særdeles gode flyveegenskaber, taget flyets størrelse og vægt i betragtning.  Man kunne navigere flyet meget hurtigt, når man havde et fjendtligt jagerfly lige i hælene. Flyet blev primært anvendt til nattetogter, men i slutningen af krigen kunne dagstogter sagtens forekomme. Flyet blev drevet af 4 Rolls Royce Merlin 38 motorer med hver 1.480 hk. Den totale motorkraft svarer til motorkraften for 40 store traktorer.  

  • Vingespænd 31,10 m, vingeareal 120,49 m2.
  • Længde 21,1 m, Højde 5,69 m.
  • Vægt uden bomber og brændstof: 16.705 kg.
  • Vægt lastet med brændstof og bomber: 30.800 kg (maksimum vægt 31.750 kg.)
  • Bombelast: 6.360 kg.
  • Maksimum hastighed: 462 km/t, 338 km/t ved marchhastighed i 20.000 fod (6.095 m.)
  • Maksimum flyvehøjde: 24.500 fod (7.467 m.)
  • Bevæbning: maskingeværer, næse 2 stk., tårn 2 stk., halen 4 stk.

Flyvehøjde og hastighed kan ikke imponere en pilot i dag, men under 2. Verdenskrig var det slet ikke så ringe endda.
Den tid besætningen er i aktiv tjeneste, flyver de ud over LM694 seks andre Lancastere. De går alle tabt under krigen, og besætningerne, der flyver dem, bliver alle dræbt. " Se oversigt over de Lancaster bombefly besætningen fløj med " her

PA474 i Billund den 6. maj 2011. Det er Englands eneste flyvende Lancaster.

De sidste togter
Frederick Dee og hans besætning var på togt den 16. august, hvor 8 bombefly fra Kirmington var på minelægningsoperation ved Stettinbugten, og 10 bombefly fra Kirmington var af sted for at bombe installationer i byen Stettin. I alt deltog 461 bombefly i bombning af Stettinområdet den nat. 5 bombefly gik tabt på denne tur.

Besætningen med Frederick Dee ved styrepinden tog af sted kl. 21.15 mod Stettinbugten. Vejret var godt i starten, men blev meget skyet eller tåget efter den tyske vestkyst.  Kl. 01.18 blev lasten på 6 miner a 1.500 pund kastet i 11.000 fod i målområdet. Der var frem til dette tidspunkt ingen fjendtlig modstand af nogen art, men umiddelbart efter at Frederick Dee og besætning forlod målområdet, blev de angrebet af en tysk natjager "Junkers 88".

I sommeren 1944 havde englænderne udviklet og installeret noget elektronisk udstyr, der hed "Fishpound" eller fiskedam på dansk. Det var en radar, der advarede om andre fly under bugen på flyveren. Under togtet den 16. august med Lancasteren PB153 fik besætningen fik en alarm fra det elektroniske udstyr, og 2 - 3 sekunder senere fik agterskytten visuel kontakt med et fjendtlig jagerfly i en afstand af 150 meter.
Agterskytten John Ernest Fitzgerald åbnede straks ild, samtidig med, at han bestilte en proptrækkermanøvre hos piloten. En proptrækkermanøvre var en siksakformation i et bestemt mønster, der gjorde det meget svært for efterfølgende jagerfly at ramme målet. Agterskytten Fitzgerald ramte jageren, der brændende på begge motorer styrtede mod havet.

Besætningen var tilbage i Kirmington kl. 05.00 om morgenen. Herefter var der tid til et krus the med en sjat rom i inden afrapportering. Efter afrapporteringen var det så sengetid. Der var ingen fast mødetid næste dag, og i øvrigt var der ikke streng disciplin. Man var selv ansvarlig for at være klar og holde sit udstyr i orden. Det var den bedste livsforsikring, man havde som flyver. Streng disciplin forekom kun lejlighedsvis i perioder, når der i længere tid var dårligt flyvervejr, og flyverne pga. kedsomhed gik hinanden på nerverne.

Agterskytten Fitzgerald indstilles efter dette togt til en tapperhedsmedalje for sin årvågenhed og gode skydning.
Det var ikke første gang besætningen har været i nærkontakt med et fjendtlig jagerfly. I slutningen af juli var besætningen på en tur til Stuttgart. Tårnskytten Schafer observerer en angribende jager og agterskytten åbnede ild. Jageren blev ramt i næsen og dykkede væk.

Den unge agterskytte Fitzgerald var stolt over nedskydningen, og dagen efter skrev han hjem til mor og søsteren Ruth. Han fortalter om nattens begivenheder. Fitzgerald takkede for de mange breve, moderen havde sendt og undskyldte, at han ikke selv havde fået skrevet i lang tid og fortalte:

"Det er fordi vi flyver hele tiden. Hvis alt går som det skal, er jeg meget snart færdig og kommer hjem på orlov "

Den unge agterskytte skælder også lidt ud:

"Mor !, hvad er ideen med at fortælle, at jeg flyver i en Halifax bombefly? Jeg flyver jo Lancaster bombefly. Det er jo en hån mod os Lancaster-drenge at blive kaldt for Halifax-flyvere. Gør ikke det igen."

Det var godt den unge mand fik skrevet hjem.

Første gang Frederick Dee og besætningen fløj på bombetogt med deres nye maskine LM694 var fredag den 25 august. De fløj til Russelheim. På turen  blev besætningen angrebet 3 gange af en natjager ”Junkers 88”, der dog til sidst måtte trække sig brændende tilbage. 

Billede taget af  besætningen på bombetogt den 4 - 5 august 1944.

Det sidste togt
Lørdag morgen den 26. august 1944 kunne pilot Frederick J. Dee og hans 6 mands store besætning se, at de sammen med 4 andre bombefly fra Kirmington skulle deltage i et bombetogt den kommende nat. I løbet af formiddagen kørte de ned til deres maskine LM694 for at tale med mekanikere og andet jordpersonale. Til hver maskine var der fast tilknyttet en mekaniker, en klejnsmed og en elektriker. Jordpersonalet kunne fortælle hvor meget brændstof, der var fyldt på, og hvilken bombelast, der var losset på maskinen. Brændstofmængden fortalte noget om, hvor langt der skulle flyves, og bomberne fortalte noget om, hvad der skulle bombes. Herefter gættede både flyvere og jordpersonale på, hvor togtet gik til.

Senere på dagen, når jordpersonalet var færdigt med deres gøremål med maskinen, testede flyverne maskinen af, for at sikre sig, at alt var indstillet korrekt og fungerede perfekt. Inden flyverne var færdige på flyet, kiggede præsten og Wing Commander forbi og ønskede dem en god tur. Det var en tradition på Kirmington, at præsten og chefen på flybasen ønskede god tur til alle, der skulle på togt den nuværende dag eller kommende nat. 

Sidst på eftermiddagen lørdag den 26. august var de deltagende 5 besætninger i Kirmington inde til briefing omkring det forestående bombetogt.
Kodeordet for mineudlægning var "Gardening" Kodeordet, for det område, hvor minerne skulle droppes, var "Privet", det betød Danzig. Operationen var altså en tur til Danzigbugten med miner. Ruten var anvist ved en rød tråd på et stort kort over Europa. Flyvehøjde, højde hvorfra bombelasten skulle droppes, tidspunkter for take off osv. blev meddelt her. Der blev også givet informationer om, hvor der kunne forventes flak og angreb fra fjendtlige natjagere.

Senere var der udlevering af deres flyverudstyr og flugtpakke. Flugtpakken bestod blandt andet af fotos til falske pas og papirer, barbermaskine, salve til ømme fødder, piller til at gøre grøftevand drikkeligt, kort, kompas. Der blev også udleveret valuta til de lande, der overflyves, dog ikke tyske penge, idet man ikke anså det for muligt at flygte herfra. Flyverne havde også koffeinpiller med. Det var især tårn- og agterskytten, der på lange togter tog disse for kunne holde koncentrationen. De havde også mulighed for at få kaffe og kiks med, og det var vel og mærke rigtig kaffe. Kaffen kunne dog først nydes, når man var tilbage over England, hvor risikoen for fjendtlige flyvere var minimal og flyvehøjden var så lav, at man kunne tage iltmaskerne af.

Flyverne iførte sig deres dragter. Mest omfattende var det for skytterne, der havde adskillige lag tøj på herunder elektrisk opvarmet undertøj og vanter. Skytterne sad i uopvarmede omgivelser, hvor der i 20.000 fod kunne være 20 – 30 minus grader. 

Bombelasten var som sagt miner. Der var 5 stk. i alt, 3 stk. Mk. VI og 2 stk. Mk. IX. Minerne skulle kastes fra 14.000 fod. 

Når flyene startede fra basen blev de sendt af sted med 1 minuts mellemrum. Herefter fløj maskinerne i en stor trekantbane, indtil alle fly var i luften. Når alle fly var i luften, satte de kursen mod det mål, der var sat for togtet.
Kl. 20.45 var det take off, og LM694 lettede fra Kirmington. Udturen var begivenhedsløs og gennemførtes under gode vejrforhold. Omkring kl. 01.30 var besætningen fremme ved målet, og minerne blev droppet i de 14.000 fod, som ordren gik på.
Før hovedstyrken kom frem til målet, havde der allerede været en stifinder eskadrille, der havde kastet markeringsbomber, således bombningen blev så præcis som muligt. I skyet vejr blev markeringsbomber smidt ud i faldskærm og markerede bombemålene både i og oven over skyerne. 

På vej hjem til England havde vejret ændret sig. Der var melding om overisning og elektriske storme, og flyene omdirigeredes til Lossiemouth flybasen, der var beliggende på nordøstkysten af Skotland.
Elektriske storme var uvejr med lyn og udladninger, der gav lysende ringe af ild om propellerne og en bræmme af ild på alle kanter af flyet. Mange af flyets instrumenter var ude af funktion bl.a. kompasset, hvilket gjorde det umuligt at navigere, og det medførte, at man for vild højt oppe i luften. 

          Motorventiler, hydraulikcylinder og generator fra LM694  Diverse pumper fra LM694

Nedstyrtningen
På vej over Danmark var de fjendtlige natjagere meget aktive. To af Kirmingtons bombefly blev ramt og styrtede ned. LM652 fra Kirmington styrtede ned i vandet omkring Slettehage i Kattegat. Liget af piloten og tårnskytten blev fundet i oktober 1944, mens resten af besætningen aldrig er blevet fundet.  

LM694 styrtede brændende ned på min bedstefars mark ved Åstruplund. 

De øvrige tre bombefly fra Kirmington vendte uskadte tilbage til England og landede i tidsrummet mellem kl. 06.00 – 06.35, efter et togt på godt 9 timer. 

Besætningerne på bombeflyene havde svært ved at se under maskinen. Tyskerne havde i sommeren 1944 fundet på at montere nogle maskingeværer eller kanoner på deres jagere, der pegede 70 grader skråt opefter, så kunne de snige sig op under bombeflyene og åbne ild. Denne angrebsmetode blev kaldt Schräge Musik, eller på dansk skrå musik. Deres foretrukne mål var flyets benzintanke. Denne metode anvendte de tyske jagere kun, når bombeflyene var på var hjem efter at have droppet bombelasten. Såfremt angrebet blev foretaget med bombelast om bord, ville det være det rene selvmord for den angribende jagerpilot.
Om det skulle være netop denne skæbne, der er overgået LM694, finder vi ikke ud af, men det er en mulighed.  

Ca. kl. 3.30 om morgenen styrtede LM694 brændende til jorden og eksploderede. En del lokale var vidner til styrtet. Om de var oppe denne morgen, fordi der forinden har været et meget voldsomt tordenvejr, eller fordi der denne nat var usædvanlig megen flyveaktivitet vides ikke. Brædstrupområdet blev denne nat overfløjet af rigtig mange bombefly, der var på vej hjem til England, og der blev fortalt om voldsomme luftkampe med tyske natjagere.

Kort over nedstyrtningsområdet.

Jeg har fået fortalt, at flyveren var blevet set flyve over Nim, tæt ved kirken, flyvende i retning mod Træden. Måske havde piloten på vej mod Træden set de lange flade marker ved Åstruplund og fået maskinen vendt i retning mod Åstruplund i håb om, at kunne lande maskinen.
Der er flere, der kan berette om en brændende maskine eller ildkugle kommende fra nord, som passerede gården Marienlyst i lav højde og styrtede til jorden syd for Sandvej med en meget voldsom eksplosion til følge.
Min bedstefar skrev i et brev til England den 25. juni 1946, at man mente besætningen var omkommet i flammerne inden styrtet. 

Umiddelbart efter styrtet var der en del tililende lokale på stedet. Nogle ledte efter våben og ammunition, andre kunne godt bruge en faldskærm, så børnene kunne få nye skjorter. Der var jo mangel på alt i slutningen af krigen. Nogle var måske bare nysgerrige og ville se, hvad der var faldet ned fra himlen.
Ejvind Vinther, vognmand i Åstruplund og en chauffør med navnet Henrik var først fremme på stedet. Ejvind reddede sig en faldskærm, som hans kone Hatla Frederikke Frederiksen senere fik omdannet til undertøj til døtrene.

Hjemme på gården lå mine bedsteforældre i deres senge, indtil naboen Rasmus Rasmussen på Aastrup Nygaard omkring kl. 4.00 stod og hamrede på sovekammervinduet og råbte:
Svend vågn op, det brænder nede på din mark. Mine bedsteforældre stod op, og Rasmus fortalter, hvad han vidste. Min bedstefar ville tage derned, men min bedstemor syntes, han skulle blive hjemme, og han valgte at blive hjemme hos Ester og børnene. 
Rasmus Rasmussen havde også ringet til Landpolitiassistent Damgaard i Brædstrup og anmeldt flystyrtet. Damgaard havde herefter underrettet besættelsmagtens afdeling i Brædstrup og kriminalpolitiet.

Hurtigt efter styrtet var tyske soldater fra Brædstrup under ledelse af Hauptfeldwebel Hein fremme ved nedslagsstedet, og området blev spærret af i en stor rundkreds. Der var ingen adgang for andre end den tyske værnemagt, undtagen dog kriminalpolitiet, der inspicerede nedstyrtningsstedet og optog en udførlig rapport. Jeg har fået en kopi af politirapporten, der detaljeret beskriver, hvordan det så ud omkring krateret, og hvad der ellers skete i den tidlige morgen omkring nedstyrtningsstedet. Om morgenen var tyske soldater rundt på de nærmeste gårde og i Åstruplund for at spørge til overlevende, dog uden at lave egentlige husundersøgelser.

Støvlesål fra en af besætnings medlemmer.   Cigaretetui der har tilhørt bombekasteren Palmer.

Min bedstefar gik, da det var lyst, ned til afspærringen og via en tysk soldat, der kunne en smule dansk, fik han fortalt, at han var ejeren af marken og gerne ville ind og se, hvor stor skade nedstyrtningen havde forvoldt afgrøden, der stod på marken. Afgrøden var lupiner, der var skårlagt men endnu ikke revet sammen. Derpå fik han lov til at nærme sig nedstyrtningsstedet i en afstand af 25 meter. Det syn, der mødte ham, var grufuldt. Vragdele og sønderdelte ligrester lå spredt mellem hinanden over et stort område. Den største del af flyverne, han så, var et stykke brystkasse. Der var en ubehagelig stank fra de brændte ligdele. Ud over selve nedstyrtningskrateret på 30 x 75 meter var der fire kratere, hvor hver motor havde boret sig ned. Halehjulet var intakt, men var slynget 200 meter væk. De store landingshjul brændte i adskillige timer, og der sprang ammunition i lang tid efter styrtet.
De tyske soldater, nogle med en kartoffelgreb, andre med de bare næver, gik og samlede ligdele op og puttede disse i fire papirsække.
De tyske soldater var ikke særlig grundige i deres oprydning. Flere uger efter tyskerne havde forladt stedet, kunne der gøres uhyggelige og ildelugtende fund.

Min bedstefar lagde aldrig skjul på, at han fortrød at være gået indtil nedstyrtningskrateret. Han glemte aldrig det syn, der havde mødt ham den augustmorgen. Oplevelsen kunne han ikke slippe af med igen, og selv som en gammel mand kunne han væmmes, når vi talte om det. " Læs mere om landbruget under 2. Verdenskrig " her  

I løbet af dagen var der mange nysgerrige forbi. En af dem var Gunnar Viby Mogensen fra Brædstrup, som var 11 år på det tidspunkt. Gunnar cyklede ned ad Åvej mod Bredstenbro og kørte ind ad markvejen, der gik ved nr. 39. Længere fremme ved en gruppe mennesker stoppede han op ved to sorte uhyggelige klumper på jorden. Det var to halvdele af det samme meget forbrændte menneske. Gunnar kørte hurtigt hjemad igen.        

Samme nat over vandtårnet på Brokhøj
Gunnar Viby Mogensen har skrevet en artikel i ”Årsskrift 2008”, udgivet af Brædstrupegnens Hjemstavnsforening. Der kan man læse, hvad man som Brædstrup-dreng kunne få at se af den 2. Verdenskrig. Det er meget spændende læsning og kan anbefales. 

Gunnar skriver, at vandtårnet nord for Brædstrup for nylig var blevet udstyret med en flakkanon, og at denne flittigt blev anvendt natten mellem den 26. og 27. august mod Lancasterflyene, der vendte tilbage fra målene i Tyskland. Flakkanonen i vandtårnet havde ramt et af flyene, et andet fly var vendt omkring og havde kastet nogle bomber i et forsøg på at ramme vandtårnet. Det blev i stedet for en ejendom, hvis mørklægningsgardiner, der ikke var så effektive, der blev ramt. Det var ikke ualmindeligt at bombefly ”gemte” et par bomber til hjemturen beregnet på at uskadeliggøre irriterende flak, der kunne gøre livet usikkert for flyverne. Det var dog ikke tilladt, faktisk var det strengt forbudt, så det blev ikke fortalt til cheferne hjemme på flybasen ved afrapportering.  

Denne episode Gunnar beskriver omkring vandtårnet i Brædstrup passer godt med nogle kort, jeg har modtaget fra Frederick Dee`s nevø Stuart Matthews. På et af kortene ses de nedstyrtninger, der finder sted pågældende nat over Danmark.
På kortet er der også nord for Brædstrup, anført at et fly bliver angrebet og ramt, men at flyet ikke styrter ned, men fortsætter flyvningen til England. Se kortet her  På et andet kort kan ses registreringer fra de tyske natjagere Se "Luftwaffe´s registreringer" her
LM694 blev ikke skudt i brand af en kanonstilling i Brædstrup. LM694 blev angrebet og ramt af en tysk natjager. Mit bud er, at den tyske natjager blev fløjet af Major Horst Günther Höfele, stab III/NJG1.
 

Begravelsen
Om aftenen søndag den 27. august kom en ambulance og hentede papirsækkene med ligene af flyverne. Resterne af flyverne blev sandsynligvis kørt til Gl. Rye hvor tyskerne havde en flyveplads.

Flyvergraven på Gl. Rye Kirkegård   Sct. Sørens Kirke Gl. Rye

Onsdag den 30. august tidligt om morgenen spærrede tyskerne kirkegården i GL. Rye af. Graveren og graverens kone sneg sig op i kirketårnet, hvorfra de kunne se de tyske soldater sparke nogle sække ned i en grav. Der var ingen gejstlig medvirken. Få dage efter begravelsen anbragte den tyske værnemagt et hvidt trækors med inskription på graven. Efter kapitulationen blev graven anlagt på menighedens bekostning. 

Da RAF i foråret 1943 havde rettet en række heftige angreb på mange tyske byer, blev både Göbbels og mange andre tyskere forbitrede. De fjendtlige flyvere fik betegnelsen ”terrorflyvere”. I juli 1943 udsendte den tyske overkommando nye direktiver angående begravelse af allierede flyvere. Nu kunne man godt undlade gejstlig medvirken, æressalut og kransenedlæggelse.
Efter den allierede invasion i Frankrig sommeren 1944, kom der en ny tysk instruks, hvoraf det fremgik, at nu skulle allierede flyvere nedgraves ”på stedet”, dvs. i nedstyrtningskrateret, i en skov eller på en mark, hvor det nu passede tyskerne bedst.
Dermed var den totale krig gennemført også over for de døde.

Familierne til flyverne modtager få dage efter styrtet et telegram og senere et brev fra RAF, hvor det fremgår, at deres sønner og mænd er meldt savnet, idet de ikke er vendt tilbage efter et bombetogt.

Dødsattest i kirkebogen
Præsten i GL. Rye modtager den 6. september en dødsattest fra tyskerne. Dødsattesten lyder således i oversættelse:

Dødsattest for engelske besætningsmedlemmer fra den 27/8 1944 i Træden. Den nedskudte engelske maskine, hvis type man ikke har kunnet fastslå, blev tre lig, der har kunnet identificeres og enkelte forkullede ligrester fremdraget. De lig, der har kunnet identificeres, er: 

Lig nr. 1          Sergent Jack White                                   Stærk forkullet
Lig nr. 2          Sergent Jakob Schaper                            Stærk forkullet
Lig nr. 3          Sergent F. B. Lewis                                     Stærk forkullet 

De øvrige ligdele kan ikke identificeres. Dødsårsag forbrænding og kvæstelser. " Se dødsattesten " her  

Hvordan navnet Sergent F. B. Lewis fremkommer, er et ubesvaret spørgsmål? 

 Gravsten på Gl. Rye kirkegård   Gravsten på Gl. Rye kirkegård   Gravsten på Gl. Rye kirkegård

Mindekorset
Nedstyrtningsstedet var afspærret af tyskerne i ca. 14 dage. Soldaterne havde ladet sig indlogere nede ved Gudenåen. De boede i blikladen på adressen Åvej 44 hos Magnus Petersen, og befalingsmanden for tyskerne boede på Bredstenbro kro. Magnus Petersen havde i sine unge år tjent i Tyskland og Polen og lært tysk. Han kunne derfor tale med soldaterne. Tyskerne samlede alle vragdelene sammen og kørte metallerne på lastbiler til stationen i Brædstrup, hvorefter det alt sammen blev læsset på togvogne og sendt til omsmeltning og genanvendelse i Tyskland.

Hjemme på gården hentede de dagligt staldfoder til dyrene på gården et stykke fra nedstyrtningsstedet. Min bedstefar havde set en lang bjælke fra flyet uden for afspærringen. Denne bjælke ville han gerne have fat i, så en dag, da karlen Rasmus Due Andersen var ude for at hente staldfoder, smed han bjælken i bunden af vognen og så staldfoder ovenpå. Da Rasmus kørte hjemad med staldfoderet, fulgte en tysk soldat efter. Det har nok givet anledning til en hel del nervøsitet. Soldaten vendte heldigvis om, lige inden læsset kom ind på gårdspladsen.
Bjælken kom op på loftet og dækket til med halm. Der fik den lov til at blive liggende, til krigen var forbi. 

Efter befrielsen fik min bedstefar smedemester Ibsgaard i Træden til at lave korset, som det står i dag. Smeden smeltede noget af metallet til en plade hvor navnene senere er indgraveret. Indgraveringen blev foretaget af ure og guldsmed Jul Madsen i Brædstrup uden beregning. 

          Mindekorset ved Sandvej.    Navnene på de omkomne flyvere.

Tapperhedsmedalje til agterskytten
Den 3. oktober 1944, godt en måned efter styrtet modtog agterskytten eller rettere hans familie en tapperhedsmedalje for nedskydning af en tysk natjager. 

Indstillingen har følgende ordlyd:  

FITZGERALD, Sergeant John Ernest (R215210) - Distinguished Flying Medal - No.166 Squadron (missing) - Award effective 3 October 1944 as per London Gazette of that date and AFRO 2637/44 dated 8 December 1944.  Born in New Westminster, 1925.  Was in Army and Air Cadets before enlisting, Vancouver, 21 January 1943. Trained at No.3 BGS (graduated 12 November 1943).  Killed in action with No.166 Squadron, 26/27 August 1944 (Lancaster LM694); buried in Denmark. 

This airman has participated in many sorties as a rear gunner.  He has displayed the greatest keenness and has proved himself to be a most dependable member of aircraft crew.  One night in August 1944, Sergeant Fitzgerald participated in a minelaying mission.  Shortly after leaving the target area, this gunner sighted a Junkers 88.  He opened fire and his first burst struck the enemy aircraft which went into a steep dive with both engines on fire.  On more than one occasion his vigilance and good shooting have contributed materially to the safe return of his aircraft. 

Familien i Canada får i øvrigt efter krigen opkaldt et bjerg til minde om deres søn og broder. Bjerget kommer til at hedde Mount Fitzgerald, hvilket er blevet vedtaget den 28. marts 1967. Bjerget er et vulkansk højdepunkt i sydvestlige British Columbia, Canada, 84 km. øst for Rivers Inlet og 4 km. øst for Mount Silverthrone. Koordinaterne for bjerget er 51° 31`01.9 N og 126° 03`56.2 W. 

Tæt på Mount Fitzgerald ligger Mount Dolter og Mount Bradshaw. Bjergene er opkaldt efter to barndomsvenner til agterskytten, den ene er  RCAF Pilot Officer Frank Dolter og den anden er Arthur Ronald Bradshaw, der var Cadet i den Canadiske flåde. De tre unge mænd gik i på South Burnaby High School sammen. 

Mine bedsteforældre og Ole Kraul ved mindekorset på 50-årsdagen for styrtet den 27. august 1994.

Engelske officerer
Den 5. februar 1946 havde mine bedsteforældre besøg af en Kaptajn Adams og to andre engelske officerer fra RAF. De rejste rundt i Danmark for at samle oplysninger om mange savnede flyvere.
De besøgende fik de oplysninger, mine bedsteforældre kunne give, og flyets og besætningens identitet blev opklaret.

Familierne til de omkomne flyvere fik den 27. juni 1946 brev fra RAF, hvor de fortalte om besætningens skæbne.
I perioden fra august 1944 til sommeren 1946 kunne RAF  kun oplyse familierne om, at Lancasteren med deres sønner og mænd var meldt savnet, hvilket var ved at drive de efterladte til vanvid.

Efter opklaringen af besætningens identitet kom der rigtige gravsten på gravstedet i Gl. Rye. De 7 mand fik 3 gravsten på kirkegården. 

I foråret 1946 kom det min bedstefar for øre, at en eller anden, måske en af de tililende på nedstyrtningsnatten, havde ”hundetegn” fra en af flyverne.  Dette hundetegn tilhørte flyveren Jack White. Min bedstefar fik fat i hundetegnet, og sammen med et billede af korset sendte han dette tilbage til moderen Mrs. White i England, som han havde fået kontakt med.
Mrs. White sendte oplysninger med navne på de øvrige omkomne og adresser på de efterladte tilbage til min bedstefar. Navnene blev påført metalpladen på mindekorset, og der bliver taget billeder af fotograf Jørgensen i Brædstrup, hvorefter han sendte billeder af korset til alle de pårørende.

Gennem årene har min bedstefar skrevet og modtaget mange breve fra de pårørende. Der har også været mange besøg fra familierne til de omkomne fra både England og Canada.
Det besøg, der har gjort det største indtryk, et besøg som jeg kan huske, var i maj måned 1976, hvor Mrs. White og datteren Marian, moderen og søsteren til Jack White, besøgte mine bedsteforældre. Moderen Mrs. White var 82 år, og hendes sidste ønske var at se hendes søns grav. I brevene til min bedstefar havde hun igennem 30 år ytret ønske om at se hendes søns sidste hvilested. Det var meget bevægende at se den 82 årige Mrs. White dvæle ved hendes søns grav. Besøget gjorde et meget stort indtryk på min bedstefar.
Det gjorde også en stort indtryk på Mrs. White og datteren Marion. På Mrs. White og datterens foranledning modtog min bedstefar et RAF-våbenskjold som tak for hans arbejde med mindekorset. Våbenskjoldet, han modtog i 1976, hænger i dag hjemme i min stue. 

Moderen og søsteren til Jack White på Gl. Rye kirkegård.

Efterskrift
Vi har kontakt til 4 familier til flyverne. Den ene er familien til mekanikeren Jack White, der hvert eneste år siden julen 1946 har sendt penge til en julekrans ved mindekorset. Først var det moderen, dernæst søsteren og i dag søsterens søn, der sender en julehilsen.

Den anden er pilotens Frederick Dee´s nevø Stuart Matthews. Stuart har efterforsket meget i Lancasteren, og han har sendt mig en masse spændende informationer. Den tredje er Carol Townsend fra Canada, der er niece til tårnskytten Jacob Schafer. Den sidste familie er Margaret og Leo Palmer. Leo er lillebror til bombekasteren George William Palmer.

Jeg selv samler stadigvæk oplysninger om mine 7 flyverhelte, og håber en dag at kunne vise billeder af dem alle 7.

Min bedstefar var ikke modstandsmand eller på nogen måde aktiv i krigen. Hans krigsindsats blev kontakten til de efterladte. Her til slut vil jeg citere ham med følgende:

”Vi, der har haft det på nærmeste hold, vil aldrig glemme det. De satte livet til, for at vi kunne leve i et frit land” 

Det var ikke noget, han bare gik og sagde for sjov. Det var noget han virkelig mente.

 

Aastrupgaard den 5. maj 2012

 Anders Lund

 

Se mere omkring Lancaster LM694  - en del af siden  Allierede flyvere 1939-45 DK  

 

                    Mindehøjtidelighed på Gl. Rye kirkegård den 30. august 1994. 50-året for begravelsen af besætningen

 

Kilder.:
Svend Andersen, min morfar
Stuart Matthews
, nevø til piloten Frederick Dee
Carol Townsend, niece til tårnskytten Jacob Schafer
Politirapport
27. august 1944, Kriminalpolitiet Horsens
Andreas Moldt “Natbomber”
Henry Pedersen ”Skidthøgen”

Gunnar Viby Mogensen

Battle Reports and Operations Record Book

Diverse avisudklip
Lokale vidner til styrtet
http://www.bomber-command.info/sitemap.htm
http://lostbombers.co.uk/bomber.php?id=2978

Tak:
En stor tak til Ebbe Lohmann for det kæmpe arbejde med den engelske oversættelse.

Tilbage til forsiden