Tilbage til Mine 7 flyverhelte Tilbage til Svend Andersens erindringer Aastrupgaard under 2 verdenskrig I forbindelse med 40 års dagen efter 2. verdenskrig var min bedstefar Svend Andersen og andre lokale borgere på besøg på kommunens skoler for at fortælle om deres oplevelser fra krigens tid. Min bedstefar fik stikordet "Den engelske flyvers nedstyrtning". Her er hvad min bedstefar fortalte til eleverne. Foredrag holdt på
Brædstrup Skole den 2. maj 1985
Vi var ikke længere frie mennesker. Den hverdag, vi var vandt til, blev totalt forandret, da tyskerne besatte Danmark. Lad mig nævne enkelte ting, bilerne blev klodset op, og dæk til cykler kunne ikke købes. Tøj af celluld var af så dårlig kvalitet, at det blev dobbelt så stort, når det blev vasket, hvis det i det hele taget kunne købes. Vi havde rationeringsmærker til alt: sukker, smør, brød, kaffe, mel og margarine. Brændsel var et stort problem. Vinteren 1941 og 42 var de hårdeste i mands minde. Roer og kartofler frøs ligesom vandrørene i jorden, og vi fik først vand igen langt hen i maj måned. Vi havde mørklægning, der måtte jo ikke kunne ses lys udefra. Cykler og biler havde kun en smal stribe med lys, så de kunne ses i mørket (og dem kørte der ikke mange af) Det var dengang bilerne kørte med kakkelovn, som lavede gas. Der blev i de år produceret en stor mængde brunkul og tørv, som ikke alle var lige gode. Stubbene fra træerne blev brækket op, og alt, hvad der kunne brænde, blev udnyttet.
Vi manglede kraftfoder til
køerne, gødning til markerne. Vi avlede en del ærter, lupiner
og hør, så vi på den måde skaffede protein til malkekøerne. Vi
skulle aflevere kornet til staten, fra Aastrupgaard skulle vi levere
325 tdr. Vi måtte beholde et bestemt kvantum pr. hest og ko, og der
skulle være kontrol på, når vi tærskede. Dengang var der jo ikke
noget, der hed mejetærsker. Der blev brændt rug i en
pande over komfuret, som der senere blev lavet kaffe af og bygmel
blev lavet til sovs, -
det smagte modbydeligt. Vi måtte også supplere med hvede. Hveden
blev malet så fint, som vi kunne, og det sigtede vi. Så kunne vi
bruge det til sovs og brød. Vi var i disse år tit uden lys og strøm. Tyskerne anbragte en masse balloner med en stålwire flere hundrede meter oppe i luften, for at beskytte deres byer mod allierede flyvemaskiner. I stormvejr rev de sig løs og drev op over Danmark. Her rev de vores el ledninger ned.
Jeg vil også nævne angrebet på Shellhuset hvor 200 mennesker mistede livet. Ved en fejltagelse blev den franske skole ramt, hvorved 93 skolebørn blev dræbt. Vi så nogle af Mosquito maskinerne, da de fløj tilbage. De fløj så lavt, at vi kunne se over maskinerne. De fløj lavt for at tyskerne ikke kunne se dem på deres radarer. I de år blev der oprettet en
del foredragsforeninger lokalt, og der blev sunget meget i
højskolesangbogen. Der var jo ikke andre aktiviteter. Det hjalp til
at glemme vores situation under besættelsen og de daglige
fortrædeligheder, som vi var påført af nazisterne. Det er ikke
rart, når man ikke er herre i sit eget hus og land. Der vil altid være
undtagelser, ligegyldigt hvilket land det er. Det måtte vi også
erkende - der var en del, der gik fjendens ærinde f. eks. stikkerne
og feltmadrasser (piger, der gik med tyskerne) De blev klippet
skaldet, når man fik fat i dem. Likvideringer, forfølgelse af jøder, koncentrationslejre, lidelse og død, de fem forbandede år, kan I læse om i litteraturen. Der er jo skrevet en del herom, såfremt det interesserer jer. TV serien "Europa i flammer" som lige er vist i fjernsynet kalder en del minder frem for os, der oplevede krigen. Jeg var i England i 1952, og så en hel bydel jævnet med jorden af tyskerne. Det var raketter V1 og V2, førerløse fly med en enorm sprængkraft. Vor rejseleder fortalte at 12.000 mennesker mistede livet ved disse angreb.
Jeg vil nævne natten til den 27. august 1944, hvor en engelsk bombemaskine blev skudt ned på vor mark tidlig om morgenen. Alle 7 flyvere omkom. Tyskerne omringede marken. De nysgerrige skulle holdes væk, og dem var der mange af. En sønderjyde forklarede en tysk officerer, at det var min mark, maskinen var skudt ned på. Vi måtte ikke komme vraget nærmere end 25 m. Det var et frygteligt syn. Dele af flyverne og stumper af maskinen lå spredt mellem hinanden, og det lugtede af brændt kød. Der var 4 store kratere, hvor hver motor havde boret sig ned. Vragdelene lå over et stort område. Halehjulet var intakt men slynget 200 m væk. De store landingshjul brændte i flere timer, og en masse ammunition eksploderede i lang tid efter. Vi har siden fået oplyst, at maskinen vejede 16 tons, så der blev blev kørt mange billæs derfra. Vragdelene skulle jo til Tyskland og smeltes om. Resterne af flyverne blev puttet i papirsække og kastet i et hul på Gl. Rye kirkegård. Efter krigen satte hjemmeværnet og turistforeningen en natursten på graven. Gravstedet er siden blevet suppleret med Royal Air Force gravstene med flyvernes navne, numre og rang.
Tyskerne gik vagt ved vraget
i ca. 14 dage. Der måtte jo intet fjernes. Vi hentede staldfoder et
stykke fra stedet, hvor maskinen lå. Vi havde set en lang bjælke i
nærheden af staldfoderet, som vi gerne ville have fat i til brug for
et mindesmærke. Byrådsmedlem Rasmus Due Andersen var karl hos os.
Han fik bjælken i bunden af vognen og så staldfoder ovenpå. Vagten
savnede den nok og fulgte Rasmus et stykke hjemad. Soldaten brugte
mund på tysk og Rasmus på dansk. De forstod ikke hinandens sprog,
det kan sommetider være en fordel. Vi havde i foråret 1946 besøg af tre engelske officerer med en dansk tolk. De rejste rundt i landet for at finde oplysninger om deres savnede landsmænd. En lille metalplade (hundetegn), som vi havde fundet med nr. og navn, var med til at bestemme maskinens fabrikat og nr., samt navnene på besætningen, der fløj maskinen.
I byrådssalen i Horsens
hænger der en broderet mindetavle med navnene på 47 RAF flyvere, der
mistede livet her på Horsens egnen. Det er broderet af Emilie
Henriksen, Boring ved Rask Mølle og skænket til Horsens Byråd. Fotograf Jørgensen,
Brædstrup, tog billeder af mindekorset efter det var blevet sat op.
Vi sendte billeder til alle de pårørende, som vi har fået mange
taknemlighedsbreve fra. Mange af de pårørende har besøgt os.
Fra Canada har vi haft flere
besøg. Donald Pittis fandt frem til Brædstrup. Han kunne ikke dansk, men
havde et fotografi af korset med. Efter mange henvendelser var der
endelig en, der kendte til billedet. Dorothy Pittis (søster til
navigatøren James Balfour Russell) og siden datteren Rosemary har også
besøgt os. Jeg håber ikke, jeg har
trættet jer med denne lange beskrivelse. Når min generation er væk,
er der jo ingen der kan fortælle om begivenhederne fra den tid. Vi,
der har haft det på nærmeste hold, vil aldrig glemme det. De satte
livet til, for at vi kunne leve i et frit land. Tak fordi I lyttede. Åstruplund den 2. maj 1985 Svend Andersen Tilbage til Svend Andersens erindringer |