|
Svend Andersens erindringer.
Forord. |
|||
|
Noget af familien. På mors side.:
Svend Andersen f. 05.04.1909 |
|
||
|
Vore børn.:
Vi var seks søskende i
familien Jørgen Andersen. Jeg mindes min bedstefars
begravelse i 1913. Vognporten var pyntet med grangrene, og derinde
stod kisten. Det er det første, jeg kan huske (5 år gammel). Mit
barndomshjem "Marielyst", lå i Kattrup - Tholstrup kommune (Gedved).
Ejendommen
var på det tidspunkt på 12 tdl. Den var oprindelig på 24 tdl., men
der blev udstykket 12 tdl. til min farbror Anders. Min far var udlært mejerist, og mor mejerske. På det tidspunkt var der mange kvindelige mejersker. Da min bedstefar var kørt fast, på grund af alder, overtog far mit fødehjem. Det var nok en omvæltning, at gå fra mejeri til landbrug. Vi var seks søskende, i dag vil man nok mene, at vi sultede, og havde en kummerlig tilværelse. Sådan følte jeg det ikke, om aftenen spillede far på violinen, og vi sang meget fra højskolesangbogen. Jeg mindes den tid med glæde.
Efter første verdenskrig var
det meget sløjt med landbruget. Far havde i krigsårene 1 -2 tdl. med
jordbær og grøntsager. Han kørte hver onsdag og lørdag på torvet i
Horsens, så det var interessant, at se de tomme kasser og det store
øjeblik var når dagens salg skulle tælles op. Vi sad alle omkring
bordet og havde julelys i øjnene. Den 1. november 1923 kom jeg
ud at tjene, fik 365 kr. for et år. Det var hos Sine og Peter
Hansen, ældre mennesker der ingen børn havde. Det var Sine, der bar
bukserne og bestemte (sådan er det jo med kvindfolk). Vi levede
godt, jeg husker, at vi spiste af samme skål. Det er der nok ikke
mange, der vil synes om i dag, men vi tænkte nok ikke så meget over
det. Vi var jo sultne. Første november 1929 kom jeg
på Vallekilde højskole, hos forstander Grosen. Vi var 130 karle fra
alle egne af landet, så mange tungemål i et lille land. Der er nok
den bedste tid, jeg har oplevet, horisonten blev udvidet, og vi
fandt at tilværelsen ikke bare drejede sig om at arbejde og ryge
tobak. Jeg var fløjmand på gymnastikholdet, og kunne gå salen rundt
på hænderne (det var gengang). Første april 1930 efter mit
højskoleophold kom jeg igen til Kristian Dahl i Tholstrup. Han havde
haft mange forskellige det sidste halve år. Han forlangte meget af
sine folk. Første november 1930 kom jeg til Ørskovgård som anden
karl. Der var 5 karle og 2 piger. I årene 1931 og 1932 var jeg
forkarl og måtte gå foran i arbejdet. Der var 12 heste at passe. Jeg
satte Niels Baatrup meget højt. Hans dygtighed og arbejdsevne var
meget stor til højt op i alderen. Han kunne virke barsk, men var et
behageligt menneske at omgås, og vi havde et meget godt samarbejde.
Jeg kunne tillade mig alt, mente børnene.
Første november 1933 kom jeg til Aastrupgaard som bestyrer. Esther var på husholdningsskole på Klejsgård i sommeren 1933. Esthers hold var det første på stedet. Esthers mor døde i oktober 1931 og blev begravet den 16. oktober på hendes 57 års fødselsdag. Esther måtte i en tidlig alder stå for den store husholdning på Ørskovgård. Vi blev gift den 31. oktober 1934 på Niels Baatrups 65 års fødselsdag, hvor jeg fik en uddannet kone, der kunne det hele. Esthers søster Karen var husbestyreinde hos mig fra første november 1933 - 34. Hun havde meget at se til, men hun var jo også en Baatrup. Den 27. april 1934 brændte Ørskovgård og alt Esthers udstyr brændte. Karen og jeg fik fat i E. Winthers bil og kørte dertil. Det var et trist syn at se de gamle velholdte bygninger tilintetgjort. Niels Baatrup lod sig ikke kue. I en staklade der lå på den anden side af vejen, blev der lavet køkken - soveværelse - opholdsstue og værelser, alt slået op af brædder der kunne bruges senere. Arkitekt Ehlers fra Brædstrup tegnede de nye bygninger, der står der i dag. Niels Baatrup giftede sig anden gang, 8 dage før vi blev gift, med Else Larsen. Han synes, at ham blev så ene når pigerne fløj fra reden. Vi synes det var en god ide. Med den energi han var i besiddelse af, ville ham måske blive en belastning for den af børnene, der skulle have ham boende. Som ham sagde, deres bryllup skulle ikke tage glansen af vores. Der var stor travlhed på byggepladsen den sommer, og det stod færdig til den 31. oktober 1934, på Niels Baatrups 65 års fødselsdag og vores bryllupsdag. Da Niels Baatrup døde i 1943, blev ham begravet ved siden af sin første kone på Tholstrup kirkegård. Jeg er døbt, konfirmeret og viet i Tholstrup kirke. Det er vist sjældent, at alle tre højtidligheder foregår i samme kirke. Esther var formand for husholdningsforeningen i Brædstrup i en del år, og sad i menighedsrådet i 2 perioder. Siden vi flyttede på Sofielyst, var hun økonoma på de gamles hjem i Brædstrup, hvor der var ca. 60 beboere. Der var Esther til hun faldt og brækkede benet. Derefter var hun nogle år på vaskeriet i Åstruplund, hvor det nedlagte mejeri var lavet om til vaskeri. Derefter har hun syet utallige broderier til firmaet Permin i København. Hun havde aldrig en ledig stund og var altid i vigør. Niels Jørgen var på Salling ungdomsskole i vinteren 1953 - 1954 og blev så begejstret, at han meldte Karen-Johanne ind til opholdet i 1955 - 1956. Forstander Raahede havde en særlig evne til at omgås unge mennesker. Jeg var på session i 1929 og blev taget til infanterist, trak nr. 654 og af 34 blev kun 3 indkaldt. Jeg trak frinummer, de havde ikke brug for flere generaler. Vi lærte på højskolen om folkeforbundet, der er afgået ved døden for mange år siden. Vil EF dele skæbne med det? Jeg har stemt til landstinget, før det blev afskaffet og har siden stemt venstre til de mange folketingsvalg. Venstre, et liberalt parti der passer til min indstilling. Den 27. august 1944 skød tyskerne en Lancaster bombemaskine ned på vor mark. Alle 7 flyvere omkom. Vi har opsat et mindekors lavet af stumper fra maskinen, hvorpå en plade er påsat med indgravering af flyvernes navne. Korset er lavet af smedemester Ibsgaard i Træden. Vi har haft kontakt med flere af de omkomnes familier. I 1976 havde vi besøg af den 82-årige fru White og datteren Marion. Det var mor og søster til flyveren Jack White. Det var rørende at se den ældre dame dvæle ved sin søns sidste hvilested. Blodet er trods alt tykkere end vand. De var her i 8 dage i første halvdel af maj. Det var lidt svært for begge parter at forstå hinanden.
Krigen. Karen-Johanne er
født i 1939, alt i krigsårene var af dårlig kvalitet, så Niels
Jørgen drillede hende ofte med, at hun var krigs. Der var under
krigen mange arbejdsløse af forskellige uddannelser. Der kom
Hedeselskabet ind i billedet med læplantning. Vi fik har på gården
dannet Åstruplund læplantningslaug, som jeg var stifter af. Vi havde
tre mand til at spise og bo hos os, "københavnere", prægtige
mennesker, ja selv 40 år efter har vi kontakt med dem. De 5 grimme
krigsår var svære at komme igennem. Det gik nok først op for mange,
at frihed til at kunne tænke, tro og tale ikke er noget, der kan
købes for penge. Der er mange der har tolket de 5 forbandede år, så
jeg vil ikke uddybe dem nærmere. Mørklægning, rationeringsmærker på
alt, bilerne stod opklodset, dæk til cyklen var næsten ikke til at
opdrive, ligeså med brændsel, lys og tøj. Der var mange, der havde
det meget småt. Dertil kom at vinteren i 1941 - 1942 var de hårdeste
i mands minde. Roer og kartofler frøs, vandrørene ligeså. Vi fik
først vand i maj måned, da vi kunne få rørene tøet op ved hjælp af
elektricitet. I min ungdom var jeg også på kursus på Beder havebrugsskole og siden på hestemønstringskursus sammen med Axel Pedersen, så vidt jeg husker, var vi indstillet af landbrugsforeningen. Uddeler A. Riber Nielsen og jeg var sammen på Randers fjerkræslagteri, hvor vi lærte at kastrere hanekyllinger (kapuner). Vi havde to dyrlæger til at gøre det herhjemme, og af de første ti døde de ni. Jeg har siden lavet adskillige hundrede med et fint resultat, og var med dyrlægen rundt og hjælpe med dette. Under krigen havde vi mange kapuner. De kunne opnå en vægt på 15 til 20 pund. Det var meget lækkert kød. I 1947 fik vi den
første traktor, det var en Zetor diesel, en tjekker. Maskinparken
blev udvidet med kartoffellægger, -optager, nye arbejdsvogne,
malkemaskiner og meget andet til at tage noget af det tunge arbejde.
I 1938 havde vi den største høst nogen sinde. Vi fik tilsået den 8. marts og havde gode klimatiske forhold. Vi fik automatisk vandværk, nyt tærskeværk m.m. Så kom krigen, og der blev sat en stopper for optimismen. Vi havde dengang 15 tdl. med kartofler, lupiner til modenhed, rødkløver og hvidkløverfrø og hør for at få kraftfoder til køerne. Det kan lyde lidt pralende, når jeg skal beskrive mine gøremål i forbindelse med landbruget og udenfor. Men vil det ikke interessere mine efterkommere kan det springes over. Startede som bestyrelses medlem i Åstruplund brugs, snefoged og brandfoged. Det var noget alle tilflyttere måtte igennem. Brugsen arbejdede jeg med i ca. 40 år og var formand i mange år. Først flyttede vi den gamle brugs i Åstruplund, så amtsvejen kunne blive bredere. Som tiden gik måtte de små brugser erkende, at såfremt de fortsatte ville de spise en evt. formue op. Det var en trist udvikling, hvor generationer havde brugsen som et fast mødested, nærmest som en lokal avis. Jeg skal være den første til at beklage, at der med tiden ikke er andet tilbage end postkassen. Jeg tog initiativet til at samle brugserne i området til et supermarked i Brædstrup. Jeg var ikke populær dengang ! at kæmpe mod traditioner og følelser er svært. Det har siden vist sig siden at tanken var rigtig. Vi blev bakket op af toppen i FDB og har nu i dag en omsætning på 27 millioner. Mit arbejde med brugsen var nok skyld i, at jeg fik en studietur til Finland. Skulle der skrives om de forskellige rejser kunne det blive til en hel bog. "Læs mere om Aastruplund Brugsforening" Vi blev anerkendt af landbrugsorganisationerne som læreplads for unge piger og karle i landbruget. Jeg sad 4 år i bestyrelsen for Thyrsting - Vrads herredets landbrugsforening og var med i husdyrs - udvalget, samt udvalget vedr. kåring af søer og indkøb af orner. Jeg har også været dommer ved ungskuet i Herning. Via et samarbejde med Horsens svineslagteri, fik vi inseminering af søer sat i system. Jeg sad 13 år i bestyrelsen for Horsens andels- og svineslagteri og deltog i orne udvalget. I denne periode kom jeg første gang på udenlandsrejse til England i 8 dage. Vi var DBV`s gæster. Det var en uforglemmelig tur og det gik op for mig at kunne tale et fremmed sprog ville være af stor værdi. Jeg havde kun gået i en stråtækket skole i Gedved, der siden i tyverne blev nybygget til en 6-klasses skole. Jeg holdt foredrag i Føvling skole, og viste billeder fra min Englands tur i foredragsforeningen. Jeg sad samtidig DLK`s bestyrelse (Danske landbrugeres kreatursalgsforening) i 22 år og de sidste mange år som formand. I den årrække havde jeg mange udenlandsrejser, Italien, Holland, Frankrig, Irland og England. Jeg har været repræsentant i fortsættelse af sygekassen for Skanderborg amt, og repræsentant for dansk andels cement fra 1968 - 1973. Repræsentant for banken Brædstrup og omegn, og var med til at lægge den sammen til Jyske bank. Her var jeg med til jeg faldt for aldersgrænsen. Jeg var også repræsentant for DAK (dansk andels kul). Jeg sad i bestyrelsen og var med til at sammenlægge Fyns andels kul med flere selskaber bl.a. FDB, så det i dag hedder Olieselskabet Danmark (OK). På det tidspunkt havde jeg den 3. Englands tur, hvor Esther også var med. Direktør Holst`s kone er englænder, så vi fik set en del, som almindelige turister ikke får at se, og blev en stor oplevelse rigere. Jeg var med i kredsbestyrelsen for FDB - Horsens kredsen. Der fik vi på min foranledning lavet flere studieture med damer. Vi fik 500 kr. om året, og der blev afregnet hver måned. Når skatten var trukket var der ikke meget tilbage. På studieture slap vi for skatten og blev fri for en masse papirarbejde. Vi havde flere ture, bl.a. til Sverige, Østtyskland, Vesttyskland. Øst- og Vesttyskland var som nat og dag (Berlin muren) Det er som at sætte mennesker i bur "at folk kan være kommunister ?" Glad for at være hjemme igen.
Jeg har også været dommer ved pløje konkurrencer, både lokalt og på amtsplan. I sin tid også i bestyrelsen for den lokale kvægavlsforening. Gennem mit foreningsarbejde har jeg truffet mange interessante mennesker. Som formand for DLK var jeg også i bestyrelsen for eksportstaldene i Horsens. Der var vi også på flere udflugter. Husum i Tyskland og sejlture på floden. Peter Larsen var formand for staldene. Han var en god vært, både med de tørre og våde varer, og så kunne han fortælle historier. De havde i mange år "Kirsebærhuset" som sommerbolig. Vi havde mange hyggelige timer med Sofie og Peter Larsen. I dag er det Alice og Børge der har Kirsebærhuset. De er flinke til at dytte i hornet når de kører forbi. Vi har i de mange år haft en masse unge mennesker i vort brød, og vi har de bedste minder om dem. Det er umuligt at nævne dem alle, nogle få skal med: Karen og Peter Jensen (fodermester i 9 år), Laurits og Ingeborg (også som fodermester i 6 år). Anna Bølling (gift Hjerrild) var som en mor for børnene, da de var små. Samsøpigen Grethe Kjær som en af vore egne, nu lærer i Solrød. Herbert Skipper som vi havde i 5 år. Kjeld Kristiansen, Rasmus Due, Stormborg brødrene som vi havde 3 af, og mange flere. Når der skal ses tilbage på en 50 års periode, er det svært at få det hele med. Der er forsvundet mange gode venner og naboer. Jeg var engang til en 85 års fødselsdag, og der er nok naturligt at spørge, hvordan det føles at blive så gammel. Han svarede omgående: Da jeg var 20, synes jeg det var en dejlig pige, jeg fulgte hjem i nat, - da jeg blev 40, satte jeg pris på en stor frokost, - som 60-årig var jeg glad for en god nattesøvn, - som 80-årig, at have haft en naturlig afføring. Angående kræfterne er det også i orden. Da jeg var ung, kunne jeg næsten ikke slæbe varer hjem for 10 kr., i dag kan jeg nemt bære for 200 kr. " Se ansættelses kontrakt for fodermester anno 1935. " Naboer omkring os. Vi havde et godt forhold til dem. Hermand Hansen som fast høstmand i mange år. Mads Peter Jensen som vi altid havde, når der var ekstra arbejde (møddingen, skov, tærskning og dræning), ham satte vi højt. Niels M. Nielsen (Niels med piben) og en masse damer når der skulle samles kartofler op. Jeg husker, vi havde en ung karl fra byen, og da møddingen var kørt ud om foråret, blev han af de andre sendt om til Rasmus Rasmussen efter en møddingsskraber. Rasmus Rasmussen var straks med på spøgen. Han fandt en sæk oppe på loftet og fyldte den med murbrokker og andet ragelse. Med den besked, at vi nok selv havde en skruenøgle og kunne samle den. De andre gutter var jo spændte på hans tilbagekomst, da han hældte indholdet ud blev der grinet. Det var synd for den ung mand. Oluf Knudsen havde to af
hærens heste, som var udstationeret, og dem kaldte man remonter. Han
havde kørt hø hele dagen, så det ville være rart med et bad. Han
kørte ud til åen, smed tøjet i vognen og stak hovedet i vandet.
Hestene blev bange og rendte med både vogn og tøj, så ham måtte i
bar figur til Åstruplund. Det vakte jo meget opsigt, da den nøgne
mand kom løbende.
Vi havde et dejligt uddeler
- par, Johanne og A. Riber Nielsen. De udfyldte pladsen godt og
hørte med til nogle af vore bedste venner, som vi kom meget sammen
med, og hyggede os ofte over et spil kort. Et udklip af mange flere
kunne nævnes. I 1960 købte vi "Sofielyst"
af Kristian J. Pedersen, og havde så et år til at lave om og anlægge
have. Vi flyttede herned 25. august 1961, og Karen Johanne og Erling
forpagtede så Åstrupgård. Esther stod så for køkkenet på "De gamles
hjem", og de var taknemmelige for maden de fik. Hver Onsdag var mit
job hos DLK i Horsens. Derudover kørte jeg maskinerne i høsten og
var ellers altmuligmand, kunne bruge både murske og hammer og var en
god kunde hos sømhandleren. Vi havde den store sorg at
miste Niels Jørgen den 25. juni 1979, 42 år gammel (dobbelt - sidet
hjerneblødning). De startede på Vestermark og blev gift den 25.
november 1961. Siden overtog de også Bodils hjem Dahlmark. Niels
Jørgen var soldat i Hvorup, som luftværnsartillerist og var på
Bygholm landbrugsskole i 9 måneder. Vi har altid sat de kære
vendelboer højt, deres herlige sprog og store gæstfrihed. Min mor havde en bror Kristen Sørensen, der som ung rejste til Amerika. De havde ikke hørt fra ham i 40 år, da der kom brev til den gamle adresse i Tolstrup, hvor de var født. Han ønskede, at et af sine søskende børn ville besøge ham. Kristian rejste den 7. april 1938 med skib fra København til morbroderen. Kristian var udlært bager og var på det tidspunkt korporal, og skulle havde været på sergentskole men tog så beslutningen og rejste til Colorado, hvor han arbejdede i en guldmine. Der traf han sin kone Rebecca der er uddannet sygeplejerske. De udvandt guldet med kviksølv og Kristian blev kviksølvforgiftet, og der var problemer med nyrerne. Rebecca foreslog at de skulle flytte til et varmere sted. Det blev Texas, og Kristian reddede nyrerne. Herefter blev han boss for et oliekompagni. Kristian har været hjemme på besøg 4 gange, første gang 30. maj 1950. De sidste par gange han var hjemme, var det med familie. Hans kone Rebecca er født den 26. april 1907. De har 5 børn, den ældste Johanne Marie født den 29. oktober 1940, Sara Anna den 16. august 1942, Kristian Jørgen og Erik Svend den 23. juni 1944, og til sidst Cecilie Edith født den 27. maj 1946. Min søster og svoger besøgte dem i Texas 6 uger i februar 1974. Anders Lund besøgte dem i januar 1984, en stor oplevelse rigere. Må den yngre generation vedligeholde kontakten, de kan jo sproget. Selv om det er et andet kontinent, kan vi stadig lære af hinanden.
Jeg har også været jæger,
skønne oplevelser i den danske natur og fauna. Nu i min alderdom
drejer jeg en del i træ, som mange har minder om. Vi kan fejre 50 års
bryllupsdag den 31. oktober 1984 hvis vi får lov til det. Det at
blive gift er jo ikke moderne, de flytter jo bare sammen og
eventuelle børn bliver kastebold med en forfejlet familie politik.
Jeg synes det er noget rod. I dag kan folk næsten selv bestemme, om
de vil have børn. Er det så lykken ? Var jeg ikke blevet
landmand, skulle jeg nok havde været ingeniør eller opfinder. Jeg
har altid haft mange ideer. Nogle skal nævnes,
patent på en
fareboks
til søer, som jeg har udstillet på ungskue. En
foderviser til
husdyr. Fik en trappe til apoteket efter at havde kritiseret den
gamle. Handicap parkeringsplads ved Jyske Bank. En strømpe påtrækker
med mere. " Du gav mig oh herre et lod af din jord " " Sofielyst " Kirsebærvej 2, Åstruplund April måned 1984 Svend Åge Andersen N. B. Tak til Kirsten
|
|||
Fra Venstre Svend,
Edith, Kristian, Søren (en nabo der hjalp med at passe børnene),
Ellen, Johanne Andersen, Karen, Herdis (kusine til de 6 søskende
og datter af faster Marie) og Anna.
